Svigt fra kommunen

Vi var førstegangsforældre og fyldt med glæde, da vi fandt ud af, at vi skulle have et barn. Det var en tid med forventning, håb og kærlighed. Men meget hurtigt ændrede det sig til det, der føltes som vores værste mareridt.

Kommunen blev involveret og krævede, at vi deltog i et forløb i det, der blev kaldt “vuggestuen”. Vi mødte op hver gang og gjorde alt, hvad vi blev bedt om. Undervejs fik vi at vide, at det gik godt, og at der ikke var noget at bekymre sig om.

Derfor kom det som et chok, da vi pludselig blev ringet op og fik at vide, at der ville deltage en ekstra person i et møde en, som “havde mere forstand på det”. Vi tænkte ikke videre over det og sagde ja.

Senere fandt vi ud af, at vores sag allerede var blevet behandlet i Børne og Ungeudvalget uden at vi var til stede. Der var blevet truffet en beslutning om vores familie, uden at vi havde haft mulighed for at forklare os.

Det var her, vi for alvor begyndte at føle os magtesløse.

Vi valgte at flytte til en anden kommune i håb om at få en ny start og en mere retfærdig behandling. Men sagen fulgte med, og den nye kommune fortsatte, hvor den gamle slap.

Tre dage efter fødslen af vores barn blev vi indkaldt til møde i Børne og Ungeudvalget. Vi stod midt i noget af det mest sårbare i vores liv med et nyfødt barn og skulle samtidig forsvare os i en sag med enorme konsekvenser.

Vi havde fået at vide, at vi måtte tage en sygeplejerske med som støtte. Alligevel fik vi pludselig besked om, at det ikke var tilladt. Vi stod derfor alene i en situation, hvor vi havde allermest brug for hjælp.

Vi oplevede, at vi ikke fik den information, vi havde brug for, og at vi ikke fik mulighed for at vise, hvem vi var som forældre.

Vi tabte sagen.

Vores barn blev anbragt i en plejefamilie, og derfra begyndte en lang kamp for at få vores barn hjem. I næsten to år kæmpede vi gennem møder, klager og retssager.

Undervejs oplevede vi, at der blev brugt oplysninger og vurderinger, som vi ikke kunne genkende, og som vi følte ikke gav et retvisende billede af os. Vores advokat kæmpede for os, og i nogle situationer var der tydelig uenighed i afgørelserne.

Men resultatet var det samme.

Vi tabte igen og igen.

Til sidst blev beslutningen om tvangsfjernelse fastholdt – selvom vi og barnets advokat var dybt uenige.

I den sidste del af forløbet blev der også trukket på oplysninger fra vores egen barndom, som vi havde svært ved at forstå skulle have betydning for vores liv som voksne og som forældre.

Det føltes som om, vi aldrig fik en reel chance.

Det eneste, vi til sidst fik indflydelse på, var, hvilken plejefamilie vores barn skulle bo hos. Det betød meget for os, at det blev en familie, vi kunne have tillid til.

I dag ser vi ikke vores barn.

Vi står tilbage med en oplevelse af et system, der var svært at forstå, svært at navigere i og hvor vi ikke følte os hørt.